Stålet, der anvendes i højhuse, er udsat for komplekse belastningsforhold og skal have egenskaber som høj sikkerhed og pålidelighed, lang levetid og evnen til at modstå skader af en vis seismisk intensitet. Dette bestemmer, at stålplader, der anvendes i højhusstrukturer, kræver visse særlige egenskaber, primært følgende punkter:
(1) Det skal kunne modstå skader fra en bestemt jordskælvskraft, og det skal kunne modstå jordskælv. Af denne grund skal stålpladen ikke kun have tilstrækkelig trækstyrke og flydespænding, men også have et lavere flydeforhold. Det lave flydespændingsforhold kan give materialet god kolddeformationsevne og høj plastisk deformationsarbejde, absorbere mere jordskælvsenergi og forbedre bygningers jordskælvsmodstand.
(2) At opnå god svejseydelse, således at der ikke kræves forvarmning før svejsning og ingen varmebehandling efter svejsning, for at lette svejsning på stedet og derved reducere arbejdsintensiteten og forbedre arbejdseffektiviteten.
(3) Den skal have høj plasticitet og sejhed, så stålpladen har gode mekaniske egenskaber.
(4) At have et mindre udsving i flydespændingen. Når udsvingsintervallet for flydespændingen er stort, kan matchningen af ​​flydespændingen mellem forskellige dele af bygningen afvige fra designkravværdien, hvilket er tilbøjeligt til lokale skader og reducerer bygningens jordskælvsmodstand. Derfor fastsætter den japanske standard, at udsvingsintervallet for flydespændingen ikke er større end 120 MPa.
(5) Inden for bjælke- og søjlesamlinger forbundet ved svejsning, skal stålpladen have et vist niveau af lamellær rivestyrke, når samlingsbegrænsningerne er stærke og bærer trækkraften langs pladens tykkelsesretning.